‘Clear History’ får store konsekvenser for Facebookannoncering

Facebook meldte for et års tiden siden ud, at de vil give deres brugere nogle mere avancerede værktøjer til selv at bestemme hvilke data, der indsamles om dem. 

Efter en række forsinkelser ser det ud til, at de nye funktioner bliver en realitet i sidste halvdel af 2019.

Med de nye funktioner vil brugerne få mulighed for at se hvilke websites og apps, der giver Facebook informationer, og at blokere for denne dataindsamling. Derudover vil funktionen ‘Clear history’ anonymisere al tidligere indhentet data. Lidt som vi kender der fra ‘Ryd browserhistorik’ i de forskellige browsere.

Disse tiltag giver allerede nu marketingbureauerne noget at tænke over, og det er der en god grund til.

Når ændringerne bliver rullet ud og brugerne kan rydde de data, som din Facebook Pixel har indsamlet, kan man som annoncør ikke længere se disse data og benytte dem til at målrette annoncerne.

Det vil især have betydning på et helt specielt område.

Der er nemlig mange, der målretter deres annoncer på Facebook imod folk, der tidligere har besøgt deres website. Det er en meget brugt model, at man bruger Google Ads (eller andre kilder) til at hente trafik til sitet, og så rammer man derefter de besøgende med en retargeting-annonce via Facebook.

Dette vil man fremover stadig kunne gøre, men målgruppen vil så ikke inkludere alle dem, der vælger at slette deres historik eller blokere for dataindsamlingen.

Det er derfor noget, der allerede er snak om i markedsføringskredse, for der forventes at se dyk i konverteringerne med denne type målrettede annoncer.

I Facebooks udmelding (se den her) pointeres det selvfølgelig, at det er et fremskridt for brugeren, at han/hun vil kunne anonymisere en del af sine data. Set med markedsføringsøjne er det dog en ændring, der kan have store konsekvenser for firmaer, der baserer deres markedsføringsstrategi på denne metode. Og det er bestemt noget, man skal planlægge efter, når man planlægger sin strategi for andet halvår i 2019.

Skriv en kommentar