Gode råd til valg af WordPress-tema

Gode råd til valg af WordPress-tema

  • Valg af WordPress-tema

Jeg bliver ofte spurgt til råds omkring valg af tema til WordPress.

De typiske spørgsmål er:

– Hvad skal jeg bruge et tema til?
– Kan jeg nøjes med et gratis tema eller er jeg nødt til at bruge penge på et købe-tema?
– Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg vælger tema?
– Hvor mange sites må man bruge et købt tema på?
– Hvilken type support følger der med, og hvad man kan tillade sig at spørge deres supportafdeling om?
– Hvad sker der, hvis jeg skifter tema?

Jeg har i denne artikel samlet svarene på ovennævnte spørgsmål, så det bliver lettere for dig at vælge det rigtige tema og komme godt i gang med dit site.

Hvad er et tema?

Et WordPress-tema er designdelen til din hjemmeside. Temaet bestemmer, hvordan din hjemmeside ser ud – hvilke farver, der er på sitet, hvordan headeren og footeren ser ud og hvordan hele opbygningen er.

Man kan sammenligne temaet med et lag makeup. Alt nedenunder er det samme (tekst og billeder) men hvordan det vises på sitet afhænger af dit tema.

Når du installerer WordPress, er der automatisk aktiveret et standard-tema. Med dette tema kan du godt komme i gang med at skrive indlæg og at lave sider. Men du vil hurtigt opdage, at du kun har meget få tilpasningsmuligheder vedr. designet i standardtemaet.

Og det er her, overvejelserne omkring valg af tema begynder.

Gratis tema eller betalt tema?

Hvis man kigger i kataloget over gratis temaer, som man kan hente via sit kontrolpanel i WordPress, kan man se, at der faktisk er et stort udvalg af gratis temaer. Og hvis du er heldig, finder du lige præcis det design, du elsker, blandt disse gratis temaer.

Men det er min erfaring, at hvis man har et gratis tema, går der ikke længe, før man bliver irriteret over den manglende fleksibilitet og over, at man ikke kan tilrette farver og design, som man har lyst til.

Det, som man her skal huske, er at de gratis temaer er… ja, gratis.

Der er altså en udvikler, der har udviklet temaet og stillet det til rådighed, uden at vedkommende for nogen betaling. Derfor vil disse temaer være ret enkle i opbygningen, og man kan jo heller ikke forvente alverden, når det er gratis arbejde.

Ser man derimod på nogle af de populære betalingstemaer, så sidder der et helt hold af udviklere, der løbende vedligeholder temaet og udvikler nye funktioner til det.

Det gør de, fordi at vi – brugerne – betaler en pris for temaet, og derfor er der en god forretning i, at udviklerne hele tiden arbejder på temaet og laver det pågældende tema endnu mere fedt. Dermed er der flere, der køber det, og brugerne har fortsat lyst til at arbejde med netop det tema.

Derudover sidder der også supportere bagved disse købetemaer, så man kan stille spørgsmål og få hjælp til installation eller problemer undervejs.

Jeg har efterhånden arbejdet med både gratis temaer og en lang række af betalingstemaer, og der er slet ingen tvivl: Det kan godt betale sig at bruge penge på et betalingstema!

Typisk koster et tema omkring 59 dollars og for disse penge får du både en masse funktioner, fleksibilitet og support. Afhængig af valget af tema, selvfølgelig.

Dette skal du være opmærksom på ved valg af tema

Når jeg skal købe et tema, gør jeg det typisk via www.themeforest.net.

Dette er en online markedsplads for temaer, og det er her, at verdens mest populære WordPress-temaer kan købes og downloades.

Det er en markedsplads, hvor ‘hvem som helst’ kan uploade temaer, så der er nogle ting, du skal være opmærksom på, når du vælger tema:

1. Temaets design og funktion

Du skal selvfølgelig kigge på, om du kan lide designet.

Men derudover er det også vigtigt at tjekke, at temaet er mobilvenligt, og at der er de funktioner, som du er på udkig efter.
Inden du køber temaet, kan du også læse, om der følger en nem ‘page builder’ med, så det er nemt at opbygge flotte sider med flere kolonner og elementer.

Hvis dit site skal have sprogskift (via f.eks. pluginnet WPML) skal du også tjekke, at temaet understøtter WPML.

2. Antal salg

Kig gerne på, hvor mange der tidligere har købt det tema, du er faldet for. Hvis der er solgt 100.000 stk., så kan du nok godt regne med, at det ikke er helt ringe.
Er der kun solgt 3, er det sandsynligvis et meget nyt tema. Det behøver ikke at være et dårligt tema af den grund, men der kan godt være nogle start-fejl, som du undgår ved de ‘ældre’ og gennemtestede temaer.

Disse temaer er de mest solgte på Themeforest

1. Avada
2. X
3. Enfold
4. The7
5. BeTheme

3. Seneste opdatering

Du kan for hvert tema se, hvornår det sidst er blevet opdateret. Hvis seneste opdatering er for 1 år siden, viser det, at det ikke løbende bliver vedligeholdt, og så skal du holde dig fra det. Du skal derimod vælge et tema, der er blevet opdateret for nyligt.

4. Anmeldelser

Se gerne, hvad de andre brugere af temaet skriver om brugervenlighed og fejl, inden du køber det.

5. Support

For hvert tema på Themeforest, er der en side, hvor man kan få svar på spørgsmål. Hvis temaudvikleren er hurtig til at svare på disse spørgsmål, er det en god indikator for, at temaets support er i top.

Support, licens og opdatering af købt tema

Hvis du køber et tema på Themeforest, køber du 1 licens, hvilket betyder at du må installere temaet på 1 site.

Herudover følger der typisk evige opdateringer og 6 måneders support med.
Du har altså adgang til alle opdateringer fremover, men du kan kun stille udvikleren spørgsmål i 6 måneder fra dit køb. Får du brug for support herudover, skal du købe en ny licens.

Det, som man nogle gange kan få brug for sin tema-support til, er hvis der er en temafunktion, der pludselig ikke fungerer, selvom både tema og plugins er opdateret til nyeste version. Her kan man tage fat i sin support og få dem til at kigge på problemet.

Det skal dog siges, at jeg sjældent oplever at have brug for support efter de første 6 måneder, for det er her, de indledende problemer opstår. Og ved de mest populære temaer findes der også store brugergrupper, der gerne hjælper hinanden, f.eks. via forums, grupper på Facebook m.v.

Der findes f.eks. en dansk brugergruppe til Avada-temaet, der er det mest solgte på Themeforest:

Opdatering af dit tema

Ved de fleste temaer får du udleveret en licensnøgle, som du indtaster på dit site, og så vil du derefter kunne opdatere temaet herfra.

I nogle tilfælde skal du dog ind at downloade nyeste version af dit tema via Themeforest og manuelt uploade det på dit site, ligesom du gjorde første gang, du installerede dit købetema.

Når der kommer en opdatering til dit tema, er det vigtigt, at du tager dette seriøst og sørger for at få opdateret. Ofte er sådanne opdateringer nemlig med til at lukke sikkerhedshuller og mindske risikoen for, at dit site bliver hacket.

Skift af tema

Efter en periode har du måske lyst til at skifte tema, og du kunne godt tænke dig at kunne lege med det nye tema, imens dit site stadig er online med det gamle tema. Dette er dog ikke muligt, da man er nødt til at aktivere sit nye tema, for at kunne arbejde med det.

En løsning vil derfor være at lave et subdomæne med en eksakt kopi af sitet – og så skifte tema på denne kopi. Når denne så er færdig, kopierer du det tilrettede site over på dit rigtige domæne. Ved du ikke, hvordan du gør dette, kan dit webbureau helt sikkert hjælpe dig.

Forsvinder indholdet med temaskift?

Nej, dit indhold forbliver på sitet, selvom du skifter tema.

Din tekst og dine billeder er gemt i databasen, og selvom du skifter tema forbliver indholdet altså på sitet.

Men måden, det vises på, kan have ændret sig, og det er derfor nødvendigt, at du lige kigger dine sider igennem for at se, om alt er ok, når du har skiftet tema.

Hvis dit tidligere tema har opbygget siderne med en ‘page builder’ og du skifter tema til en anden ‘page builder’ kan du godt komme ud for, at der vises nogle koder i teksten, som du skal ind manuelt at fjerne, før du kan begynde at opbygge sidernes design igen med den nye ‘page builder’. Så det er især her, du virkelig skal være opmærksom.

Har du en masse blogindlæg, der blot består af ren tekst, vil disse fortsat blive vist korrekt.

Konklusion

Efter at have arbejdet med rigtig mange temaer igennem årene, er det uden tvivl min anbefaling at vælge et godt og pålideligt købe-tema fra Themeforest. Det er penge godt givet ud, i forhold til funktioner og fleksibilitet – og dermed er der basis for at bygge en flot og professionel side.

God fornøjelse!

2018-02-18T14:30:10+00:00

Om forfatteren:

"I mit arbejde i webbureauet er der aldrig to dage, der er ens, og jeg har mulighed for hele tiden at dygtiggøre mig og holde mig opdateret på mine primære arbejdsområder: WordPress, plugins, SEO og online marketing. Jeg er vild med cms-systemet WordPress, og jeg elsker at dele ud af min viden og rådgive om plugins og temaer."

Skriv en kommentar